CRIF-projekt: Innovationspris til Ocean Team Group åbner helt nye døre

Innovationspris til Ocean Team Group åbner helt nye døre
10. december 2018

Ny innovativ renseteknik til hydraulikrør har belønnet Ocean Team Group med ICoTA’s innovationspris og samtidig adgang til Shell, BP og andre af oliebranchens største aktører.

Ocean Team Group har vundet ICoTA Innovation Award; en pris, som anerkender nye teknologiske gennembrud og innovation på offshoreområdet. Ocean Team Group var indstillet til prisen af Shell, som er i gang med at implementere Ocean Team Groups innovative og patenterede løsning – og flere andre af olieindustriens største aktører kan snart følge efter.

”Vi fik prisen på den europæiske Well Intervention Conference i Aberdeen onsdag. Før prisuddelingen kunne jeg gå på messen for mig selv, men efter overrækkelsen fik jeg besøg af Shell, BP Norge, BP UK samt Total UK. Jeg skal give en teknisk præsentation for en mulig samarbejdspartner i næste uge, så det har virkelig åbnet døre for os”, siger adm. direktør Jens Peder Thomsen, Ocean Team Group.

”Sodavand” i røret
Ocean Team Group har udviklet en innovativ metode til at rense de smalle, kilometerlange hydraulikrør, som benyttes til at aktivere sikkerhedsventilerne ved offshoreproduktion. Over tid bliver hydraulikolien i røret ofte beskidt og proppet til, og det kan føre til, at ventilerne ikke virker efter hensigten. Derved kan man ikke producere olien sikkert.

”Vi har udviklet en metode, hvor vi anvender superkritisk CO2 til at rense røret på stedet. Vi kan endda opløse propper i røret ved at injicere CO2 og skrue på trykket, så det driver proppen fra hinanden. Vi kalder det sodaeffekten, for det minder om at ryste en sodavand og åbne den. Innovationsprisen er blåstemplingen af, at konceptet virker – og det er der stor interesse for”, siger Jens Peder Thomsen.

Sparer store udgifter
Den nye opfindelse er udviklet gennem syv år, blandt andet gennem Offshoreenergy.dk’s CRIF-model. CRIF står for Cost Reduction and Innovation Forum og modellen skal sikre, at man anvender innovation til at drive omkostningerne ned. Begge dele er sket her:

”Det er cost reduction, så det basker. Når røret til sikkerhedsventilen propper til, skal man nedlukke i flere dage, mens man tager røret op og renser det. Det er en meget omkostningsfuld proces”, siger Jens Peder Thomsen.

Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk, deler begejstringen over Ocean Team Group pris. ”Det er fuldt fortjent, at Ocean Team Group med prisen får stor opmærksomhed ved at anvende innovation til at løse en af branchens store udfordringer. Vi er sat i verden for at facilitere innovationsprojekter, og det er en stor glæde for os, at et CRIF-innovationsprojekt vækker så markant opsigt i markedet”, siger Glenda Napier.

 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04