Offshore Network Esbjerg skal løfte havnekompetencer globalt

Offshore Network Esbjerg skal løfte havnekompetencer globalt
30. august 2018

Flere spændende, internationale opgaver skal søge havn i Esbjerg, og flere esbjergensiske virksomheder skal sammen løfte store opgaver på det globale marked.

Det er visionen bag Offshore Network Esbjerg; et salgsnetværk af havnevirksomheder med globalt udsyn og ambitioner. Samarbejdet kombinerer havnevirksomhedernes samlede kompetencer og styrker og vil gennem et koordineret one-point-of-contact udbyde havnevirksomhederne som én samlet serviceleverandør.

Port til verden
Det er medlemmer af Offshoreenergy.dk og havnerelaterede virksomheder som eksempelvis Ocean Team Scandinavia, IAT, Tess, Juel & Krøyer, Esbjerg Havn og Seacabin, der står bag netværket. Offshoreenergy.dk.hjælper med kick-off af det nye salgsnetværk den 20. september 2018.

”Esbjerg har altid med rette betragtet havnen som adgangsporten til resten af verden. I dag er der så mange virksomheder og kompetencer på havnen, at det nok er de færreste, der har overblik over alt det, virksomhederne samlet set kan tilbyde. Der vil et formaliseret salgsnetværk være en styrkelse af Esbjergs offshoreindustri”, siger Glenda Napier.

Mange gode opgaver i Esbjerg
En af initiativtagerne til Offshore Network Esbjerg er virksomheden Ocean Team Scandinavia.

”Vi tror på, at et styrket samarbejde, kombinerede kompetencer og et formaliseret netværk kan være med til at sikre, at vi får landet mange gode opgaver i Esbjerg. Samtidig kan det bane vejen for, at Esbjergs mange havnerelaterede kompetencer kan løse opgaver ude i verden”, siger Jens Peter Thomsen, administrerende direktør i Ocean Team Scandinavia.

Den pointe bakker store energiselskaber som Vattenfall op om: 

”Det er vores erfaring, at det er en god ide at samle de lokale leverandører i et netværk. Der er stadig konkurrence, men der er også nye muligheder i at se på hinanden som partnere” siger Arne Rahbek, Vattenfall:

”Netværk kan være med til at professionalisere virksomhederne i et lokalområde. Det gør det nemmere for eksempelvis en udenlandsk virksomhed at tage kontakt til gruppen og få fodfæste og føle sig velkommen og i gang fra første dag”, slutter Arne Rahbek.

Der er kick-off-møde den 20. september for Esbjerg Maritime Samarbejde på ECH Park i Esbjerg. Alle havnerelaterede virksomheder, der er interesserede i det nye salgsnetværk, er velkomne til at deltage.
Læs mere og deltag her.

 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04